Hjælp os med at blive hørt. Hjælp os med at leve - ikke med at dø.
Statsminister Mette Frederiksen har brugt sin taletid på Folkemødet til at genstarte debatten om aktiv dødshjælp, eutanasi, i Danmark.
Vi er i Ikke Død Endnu rystede over manglen på nuancer i debatten, som tydeligvis udgør statsministerens afledningsmanøvre fra NATO-snak og svigtede klimamål.
I det nuværende klima, hvor debatten føres an af de mest højtråbende politikere og føres i soundbites, har vi almindelige mennesker med handikap umådeligt svært ved at få vores synspunkter hørt. Derfor håber vi, at så mange som muligt vil hjælpe med at dele vores opråb på sociale medier og over frokostbordet med venner og bekendte. Vi har brug for jer!
Få timer efter Mette Frederiksens tale reagerede Ikke Død Endnu-medlem Sarah Glerup med denne video:
Transkription af Sarah Glerups opråb:
Det her er et råb om hjælp, og jeg kan ikke holde det under 30 sekunder, så jeg håber, du vil høre det til ende. Og dele det. –
Jeg håber ikke på en masse kommentarer, for det her er ikke en debat for mig – det er mit liv.
Hvis du er min ven, hvis du har været min ven, hvis du på et eller andet tidspunkt har sat pris på, at én som mig eksisterer – så hjælp mig.
For jeg ved ærligt ikke, hvordan jeg skal være i verden lige nu.
Mette Frederiksen har i dag sagt, at hun vil have aktiv dødshjælp, eutanasi, i Danmark. Timingen er smart, for så glemmer aviserne måske at skrive om NATO-job eller Danmarks svigtede klimamål.
Prisen for den strategiske finte kommer folk som mig til at betale.
For ja – eutanasi handler om handikap. Det handler ikke om kræftsyges sidste dage, for de kan også i dag få morfin til at falde i søvn på; det hedder passiv dødshjælp.
Eutanasi går derimod ud på at slutte livet for folk, der ikke umiddelbart er døende. Fx folk med muskelsvind, folk med lammelser, folk der kunne få gode liv, hvis vi fik den rigtige hjælp.
Og nej, nej, nej, udviklingen er ikke til at styre, bare fordi man lader nogle læger vurdere, hvem der kan få en sprøjte.
Det er nærmest kun et år siden Canada indførte eutanasi, og det er allerede gået så galt for canadiere med handikap, at I tror det er løgn. Her er tre eksempler:
En canadisk mand fik ALS og ville gerne leve sine sidste år med sin familie. Det ville Canada ikke bruge penge på; de ville kun tilbyde ham plads på et plejehjem med gamle mennesker langt fra hans kæreste. Så valgte manden sjovt nok at få eutanasi. For hvilket alternativ havde han?
En kvinde med handikap søgte om en trappelift, så hun kunne deltage på lige fod i samfundet. Canada gav afslag på liften – men tilføjede i brevet, at hvis hun var meget utilfreds med livet som handikappet, så kunne hun få hjælp til en værdig død.
En anden canadisk kvinde, også med fysisk handikap, var tidligere paralympisk mester, aktivist og mega sej. Men de sidste par år havde hun kæmpet forgæves for at få den praktiske hjælp, hun havde brug for – og kampen sled hende op. Måske sled det hende også op, at hun var lesbisk, for jer der er queer ved, at vi ligger højere i selvmordsstatistikkerne, fordi vi møder så meget diskrimination. I hvert fald bad hun om eutanasi og er nu død. Og hvad skete der? Er canadisk tøjfirma brugte hendes død i en branding-video for sig selv. De forventede simpelthen, at en hyldest-video til at en lesbisk handikappet kunne få en sprøjte af staten – at sådan en video ville sælge mere tøj.
Hvordan skal jeg og folk som mig leve i en verden, hvor vores mulighed for at dø bliver reklame for flertallets ide om frihed??
Hvordan skal jeg nyde den her sommer, hvis folk omkring mig vitterlig mener, at min krop er et argument for selvmord på recept? Er det sådan I ser på mig?
Hvis du har det sådan, at du hellere ville være død end at være mig – eller hvis du tænker, at det kun er fordi, jeg er særligt tapper og stærk, at mit liv er ok – så hjælp hellere med at gøre mit liv lettere. Den hjælp har vi brug for.
For i det nuværende klima vil eutanasi betyde, at flere danskere med handikap vil dø. Sikker især flere queerpersoner med handikap og andre dobbeltminoriserede.
For vi er vanvittigt pressede lige nu, ikke af handikap, men af den politiske udvikling.
Jeg har lige nu handikaphjælpere, så jeg kan komme op og ud af min lejlighed. Men flere og flere unge får ikke bevilget handikaphjælpere, så de får reelt ikke noget liv. Og jeg er oprigtigt bange for at kommunen sparer mine hjælpere væk.
Jeg havde en fin ungdom, selvom Danmark er utilgængelig, fordi jeg ud over min tunge el-kørestol har en lille manuel, der kan løftes op ad trapper. Uden den havde jeg aldrig kunnet lave MIX filmfestival eller tage på lebbebar. Sådan en transportstol får folk heller ikke bevilget mere. Og lift til at gå på toilettet uden for dit eget hjem? Glem det. Jeg har lige betalt 50.000 af egen lomme for at få en i min bil. Hvis jeg var lidt mere fattig, så kunne jeg blive hjemme i stedet – så var der mindre liv til mig.
De her kampe, vi med handikap pt kæmper og taber for hjælpen til at leve aktivt – de kan ikke adskilles fra debatten om eutanasi. Regeringen har senest snakket om at sætte kommunerne fri til at give afslag på endnu mere hjælp – så vi skubbes endnu mere uden for de levendes samfund.
Hvordan skal man til sidst undgå en depression? At brænde ud? I ved, at psykiatrien er elendig, men hvis vi får eutanasi, og jeg går til læge med ønsket om at dø, så vil jeg ikke engang nødvendigvis blive sendt til psykiatrien. Så er der jo lovtekst, der siger, at jeg skal have ret til en værdig død i stedet.
Jeg er bange for ikke at blive grebet, hvis jeg en dag bliver træt, ligesom hende den canadiske paralympiske mester. Jeg er også bange for, at I er relativt ligeglade. At jeres frygt for at ende som mig får lov at fylde mere end min frygt for ikke at kunne leve blandt jer. At I tænker, at jeg jo bare kan lade være med at vælge eutanasi. Men det valg er kun et frit valg, så længe der tilbydes reelle alternativer. Så længe flertallet faktisk tror på vores liv.
Kan I huske Klokkeblomst i Peter Pan? Hun er ved at forsvinde, fordi ingen længere tror på feer. Kun hvis nok mennesker klapper i hænderne og viser at de tror på Klokkeblomsts eksistens, kan hun overleve.
Så klap i hænderne, hvis du tror på mig. På at mit liv er værd at kæmpe for. På at mennesker med handikap er lige så værdifulde som mennesker uden handikap. På at vi fortjener selvmordsforebyggelse som alle andre. På at vi skal have hjælp til at være med i verden.
Klap i hænderne og del mit råb om hjælp, for alene kan jeg ikke råbe højt nok. Og modsat Mette Frederiksen har jeg ikke adgang til alverdens talerstole.
Hvis du er queerperson og forstår, at det ikke er queerhed, men hatecrimes, diskrimination og fordomme, der koster vores liv, så del.
Hvis du bare et øjeblik har overvejet selvmord – eller kender nogen, der har - og hvis du er glad for, at de ikke fik tilbudt hjælp til at gennemføre det, så del.
Og hvis du hellere ville være død end at være mig – så tænk over, hvordan du kan ændre på dig selv og verden, så det ikke behøver være så skidt at være som mig.
Tak fordi du lyttede.